Småhistorier om vores aner
|
|
Lars Peter Julius Nielsen, 1881-1934 (Sjælland, Danmark)
Ulykke paa Maglemølle
Tømrer Lars Nielsen, Præstestrædet, dræbt. Næstved. Ved 7 1/2- Tiden i Formiddag skete der paa Magle Mølle en alvorlig Ulykke, ved hvilken en af Fabrikkens Arbejdere, den 53-aarige Tømrer Lars Nielsen, Præstestræde, Lille Næstved, mistede livet. Fabrikken har i disse Dage fra England modtaget en stor, ny Maskine, en Kalander til glittet Papir, og man var i Formiddag i Færd med at aflæsse det store Maskingods fra Jernbanevogne. Det Arbejdshold, for hvilket Lars Nielsen var Baksemester, havde faaet det ene Kalanderstykke, som vejede 3 1/2 Tons, anbragt i Løbekranens Greb, men netop som man var ved at svinge det tunge Maskingods ud fra Vognen, brast den Tovstrop, hvori Kalanderstykket hængte, og det svære Staalstykke styrtede ned, saaledes at den tunge Ende kom til at ligge paa Jorden og Resten oppe i Vognen. Lars Nielsen blev ramt i Hovedet og styrtede om paa Cementen. Det voldsomme Slag, Lars Nielsen derved fik i Hovedet, var dødbringende. Jerngodset faldt ned ved Siden af, hvor Lars Nielsen laa, saaledes at Arbejdskammeraterne straks kunde bringe Hjælp. Han blev i Falcks Ambulance ført til Amtssygehuset, men udaandede straks efter. Paa Magle Mølle standsede straks alt Arbejde. Haandværkerne holdt fri Resten af Dagen, medens de øvrige Arbejdere genoptog Arbejdet efter Middag. Politifuldmægtig Tscherning og Politibetjent Damgaard kom umiddelbart efter, at Ulykken var sket, til Stede og foretog Undersøgelser og Afhøringer paa Stedet. Saavidt det kan skønnes, hører Ulykken til de hændelige, saaledes at der ikke kan lægges nogen noget til Last. Det mærkelige ved Sagen er, at den svære Tovstrop kunne briste, men sandsynligvis har Maskingodsets skarpe Kanter gennemskaaret en Del af Tovet, og da det tunge Staalstykke er kommet til at hænge frit, har Vægten faaet den hele Del af Tovet til at briste. Lars Nielsen og hans 5 Medhjælpere er vant til at bakse med tungt Gods, saa fra deres Side er ingen Fejl sket ved Aflæsningen. Tømrer Lars Nielsen, der blev 53 Aar gl., havde arbejdet paa Magle Mølle i 16 Aar og var vellidt af saavel overordnede som Arbejdskammerater. Den triste Ulykke gjorde et dybt Indtryk paa alle paa Fabrikken, og Flagene blev straks sat paa halv Stang. Forinden Lars Nielsen fik Ansættelse paa Magle Mølle, arbejdede han som Tømrersvend i Næstved By, og her var han en Gang i alvorlig Livsfare. Under sit Arbejde styrtede han ned fra en Nybygning, hvorved han paadrog sig en alvorlig Hjernerystelse. |
Resultatet af Undersøgelsen.
Det er ved Undersøgelsen fastslaaet, at Tovstroppen oprindelig har været anbragt saaledes, at Maskingodsets skarpe Kant ikke har kunnet skære i Tovet, men under Baksningen med Godset er Stroppen aabenbart blevet forskubbet og er kommet til at sidde saaledes at Stroppen er blevet delvis gennemskaaret. |
|
|
"I 1925 flyttede Nils og Annie fra Kinistino til Deer Ridge med heste, vogne, 80 stykker kvæg og en Model T Ford. De havde på det tidspunkt 2 drenge - Alex og Fred. Alex var den ældste, ca. 8 år. Han gik bagerst og hyrdede kvægene hele vejen til Deer Ridge. De rejste en vis afstand hver dag, overnattede og fortsatte så den følgende dag."
- Vasti Sjögren i bogen "A Homesteader's Dream"
- Vasti Sjögren i bogen "A Homesteader's Dream"
Svigermødrene Jensine Christine Jensen, 1877-1953, og Vilhelmine Dorthea Rasmussen, 1956-1934, samt Vilhelmines datter Anna Jensine Pedersen, 1887-1970 (København, Danmark)
Disse tre kvinder er gode eksempler på, hvordan de fattige boede i brokvartererne i København i tiden 1893 til 1910. I den periode, uafhængige af hinanden, flyttede de rigtig mange gange. Sammenlagt flyttede de 30 gange, hvad vi ved af. Det lyder utroligt, men der var nok en god grund til det:
"Fattigdom, arbejdsløshed, sygdom, sult og død var noget alle kendte til, og selv om beboerne kunne være uenige i hverdagen, stod man sammen og hjalp hinanden, når der var brug for det. På den måde blev det særlige sammenhold skabt, som mange efterlyser på Vesterbro i dag. Det var ikke ualmindeligt at flytte tre til fire gange om året, fordi det kneb med at betale huslejen. En af årsagerne til, at mange familier også kunne flytte fra lejlighed til lejlighed, finder man i flere pensionisterindringer fra 1890 til ca. 1910. Det fremgår, at der var et overskud af lejligheder på brokvartererne, hvor hele gader i perioder stod tomme, så for at få dem lejet ud, tilbød man de fleste steder, at nye lejere kunne bo gratis i op til tre måneder. Når en flytning var aktuel, kom husfaderen med en trækvogn, hvor på de fleste ejendele kunne være, og da mange andre var i samme båd, var der gerne hjælpende hænder til flytningen." - Dagligliv i Istedgade af Hanne Fabricius, Skalk, oktober 2013, s. 21
Disse tre kvinder er gode eksempler på, hvordan de fattige boede i brokvartererne i København i tiden 1893 til 1910. I den periode, uafhængige af hinanden, flyttede de rigtig mange gange. Sammenlagt flyttede de 30 gange, hvad vi ved af. Det lyder utroligt, men der var nok en god grund til det:
"Fattigdom, arbejdsløshed, sygdom, sult og død var noget alle kendte til, og selv om beboerne kunne være uenige i hverdagen, stod man sammen og hjalp hinanden, når der var brug for det. På den måde blev det særlige sammenhold skabt, som mange efterlyser på Vesterbro i dag. Det var ikke ualmindeligt at flytte tre til fire gange om året, fordi det kneb med at betale huslejen. En af årsagerne til, at mange familier også kunne flytte fra lejlighed til lejlighed, finder man i flere pensionisterindringer fra 1890 til ca. 1910. Det fremgår, at der var et overskud af lejligheder på brokvartererne, hvor hele gader i perioder stod tomme, så for at få dem lejet ud, tilbød man de fleste steder, at nye lejere kunne bo gratis i op til tre måneder. Når en flytning var aktuel, kom husfaderen med en trækvogn, hvor på de fleste ejendele kunne være, og da mange andre var i samme båd, var der gerne hjælpende hænder til flytningen." - Dagligliv i Istedgade af Hanne Fabricius, Skalk, oktober 2013, s. 21
Ellemine Marie Jacobsdatter Kopstad, 1878-1961 (Norge, USA og Canada)
Ellemine Marie er en af vores norske aner. 4 dage efter sin konfirmation i 1892, emigrerede hun som 14-årig til USA sammen med sin familie. Ellemines far, Jakob Hansen, var bondemand og tømrer, og han elskede at spille violin - familierygter har det, at han var en drukkenbolt og blev sendt til Amerika. Uanset grunden til udvandringen, købte familien 9 billetter til en samlet pris af 1.280 norske kroner og sejlede den 4. august med skibet Hekla 2 fra Kristianias havn (nuværende Oslo) til Christiansand og videre til New York, hvor de ankom 13 dage senere, den 17. august. I Norge var det i slutningen af 1800-tallet normalt at have 2 efternavne: Et patronym, i Ellemines tilfælde Jacobsdatter, og navnet på den gård man boede på, i dette tilfælde Kopstad. Gårdsnavnet ændrede sig, hver gang man flyttede, mens patronymet var permanent. I Ellemines families udvandringspapirer er alle regler glemt, og familien er kun optegnet under gårdsnavnet Kopstad. Det navn blev deres permanente efternavn i USA. Fornavnene ændredes også, da det var svært for amerikanerne at udtale de skandinaviske navne, så Ellemine Marie Jacobsdatter blev til Mary Kopstad. Da hun giftede sig med Delmer Scott Weaver i North Dakota i 1897, ændrede hun navn til Mary Weaver - men hendes børn og børnebørn kaldte hende May. Delmer og Ellemine rejste i 1904 til Canada, hvor hun blev jordmoder i Sturgeon Valley, Saskatchewan. Hun døde i 1961, og på hendes gravsten på Holy Trinity Anglican kirkegård i Sturgeon Valley, Saskatchewan er hendes navn blevet ændret en sidste gang. Der står skrevet: In Loving Memory Alvina Maria Weaver 1878-1961 Rest in Peace |
Anna Johanna Michaelsdotter (også kaldet Anna Johanna Johnson), 1865-1963 (Sverige og Canada) - palt opskrift fra Sverige bringer traditioner til Canada
Palt, eller nærmere betegnet pitepalt stammer fra Piteå i Norrbottens len i Sverige. Der er næsten lige så mange forskellige opskrifter, som der er huse i byen. Familien Anderson i Canada laver i dag palt, som oldemor Johanna lavede den, og når der bliver inviteret til palt hos Jeannette, kommer alle Johannas oldebørn og deres familier fra nær og fjern, for det er en elsket ret i familien.
"Farmor [Anna Lindstrom, også kaldet Annie Johnson, 1899-1974] og oldemor [Anna Johanna Michaelsdotter, også kaldet Anna Johanna Johnson, 1865-1963] gav os palt opskriften, men når farmor lavede den, puttede hun ikke kød i. Det kan være fordi, de kun havde kartofler til at lave palt af dengang. Kartofler mættede, og de kostede ikke meget mere end hårdt arbejde. De kaldte det depressionsmad" - Jeannette Anderson
Palt, eller nærmere betegnet pitepalt stammer fra Piteå i Norrbottens len i Sverige. Der er næsten lige så mange forskellige opskrifter, som der er huse i byen. Familien Anderson i Canada laver i dag palt, som oldemor Johanna lavede den, og når der bliver inviteret til palt hos Jeannette, kommer alle Johannas oldebørn og deres familier fra nær og fjern, for det er en elsket ret i familien.
"Farmor [Anna Lindstrom, også kaldet Annie Johnson, 1899-1974] og oldemor [Anna Johanna Michaelsdotter, også kaldet Anna Johanna Johnson, 1865-1963] gav os palt opskriften, men når farmor lavede den, puttede hun ikke kød i. Det kan være fordi, de kun havde kartofler til at lave palt af dengang. Kartofler mættede, og de kostede ikke meget mere end hårdt arbejde. De kaldte det depressionsmad" - Jeannette Anderson
Riv kartoflerne og lad væsken løbe af. Rør en dej af alle ingredienserne på nær kødet. Drys lidt mel på hænderne og lav dejen til kugler på størrelse med tennisbolde. Lav et hul ind til midten med 2 fingre og put ca. 1 spsk. stegt bacon i. Luk hullet godt til igen. Læg forsigtigt kuglerne i saltet kogende vand og kog dem til de flyder (ca. 50 min.). Rør forsigtigt engang imellem, så de ikke sætter sig fast på bunden.
Skær i stykker og spis med saltet smør. Paltakademiet foreslår også at servere tyttebærsyltetøj, hytteost, rå og/eller stegte løg til. Rester, hvilket der aldrig er hos familien Anderson, kan opvarmes i vand dagen efter eller skæres i skiver og steges på en pande.
Skær i stykker og spis med saltet smør. Paltakademiet foreslår også at servere tyttebærsyltetøj, hytteost, rå og/eller stegte løg til. Rester, hvilket der aldrig er hos familien Anderson, kan opvarmes i vand dagen efter eller skæres i skiver og steges på en pande.
Anna Johanna Michaelsdotter (også kaldet Anna Johanna Johnson) er i aviserne i 1958 (Saskatchewan, Canada)
Følgende historie kunne læses i aviserne Winnipeg Free Press og Lethbridge Herald søndag d. 6. december under overskrifterne No Helpless Granny is Anna
Johanna og A Bundle Of Energy at 93.
Johanna og A Bundle Of Energy at 93.
AYLSHAM, Sask (CP) - Fru Anna Johanna Johnson, som er omkring 5 fod høj og vejer 100 pund, saver og flækker sit eget brænde. Hun læser svenske aviser, strikker og ryger majspibe. For fru Johnson, som homesteadede i Kinistino i 1903, er dette livet som pensionist. Hun er 93. Som mor til fem børn drev hun en stor gård. Der var mere end 90 kvæg i 1913. Hun bor nu i et lille hus, der står på hendes barnebarns jord. Lov om homestead = The Dominion Lands Act of 1872 er den Canadiske lovgivning om erhvervelse af jord. Loven gav selvstændige farmere med familie ejendomsret til 160 acres, dvs. 64,7 ha, uopdyrket jord mod til gengæld at forpligte sig til, inden for 3 år, at bygge et hus og dyrke 40 acres. Prisen var et administrationsgebyr på $10. |
Erik Danielsson, 1858-1880 (Västerbotten, Sverige)
Erik druknede på vej hjem fra kirke. Han var kun 22 år gammel.
Erik druknede på vej hjem fra kirke. Han var kun 22 år gammel.
Joseph Beaumont, ca. 1844-1915 ~ Esther Adams, 1847-1913 (Cambridgeshire, England og Ontario, Canada)
Joseph og Esther blev forældre til 6 børn i England, inden de i 1875 emigrerede til Canada. Esther fødte endnu 3 børn før 1882. Den sommer blev børnene syge, og indenfor halvanden måned døde 5 af de 9 børn: Walter (15 år gammel), Joseph (10 år), Laura Jane (9 år), Fannie Eliza (6 år) og Annie (3 år). De følgende år fik Joseph og Esther endnu 3 børn, men i september 1913 var ulykken ude igen. Esther døde det år i en alder af 66. Året efter døde datteren Matilda, som var 44 år samt hendes mand William Galloway, 51 år gammel. Joseph døde året efter, 69 år gammel. De døde alle af influenza. Matilda og William efterlod sig 9 børn - alle under 18 år. |
Søren Rasmussen, 1833-1900 (Holbæk, Danmark)
Søren var daglejer og træskomand i midten af 1800-tallet. Træskomænd købte som regel træ på roden, d.v.s. de skulle selv fælde og transportere træstammerne hjem. Ofte slog flere træskomænd sig sammen og hjalp hinanden, da træstammerne var tunge og køretøjerne skrøbelige. Transport på frostdage var foretrukket, da det sikrede en lettere transport. Når træstammerne var i hus, blev der holdt trægilde med kaffe og toddyer. I stedet for selv at fælde og transportere kunne træskomændene også få levering fra skovejerne. Aftalen var som regel, at træskomanden kunne beholde halvdelen af træskoene, der kom ud af det, og skovejeren fik så resten. |
Træet måtte ikke være tørt, når der skulle laves træsko - det ville gøre det umuligt at arbejde med. Ergo blev det opbevaret udenfor i skyggen under nogle grene. En træskomand kunne lave mindst 5 par træsko om dagen. Skoene blev derefter solgt på markedet eller til handelsmænd eller storbønderne, der ejede skovene. Mange træskomænd vandrede til byen, når de havde lavet 30-40 par træsko. På markedet blev de ofte solgt per dusin bundet sammen i flere forskellige størelser. Så var der træsko til hele familien, når man kom fra markedet.
Museet på Gl. Rye Mølle og Håndværk - da det var håndens værk v/ Jørgen Duus (Forlaget Ny Havn)
Museet på Gl. Rye Mølle og Håndværk - da det var håndens værk v/ Jørgen Duus (Forlaget Ny Havn)
Stillef Herlufsen, 1828-1871 ~ Elen Maria Kristensdatter, 1834-1868 (Vestfold, Norge)
Stillef og Elen havde et hårdt liv. I 1852 giftede 18-årige Elen fra Eker gården i Nedre Eiker sogn, Buskerud sig med den 24-årige bondemand Stillef Herlufsen fra Tuft gården i Sande, Vestfold. Samme år fik de datteren Anne Dorthea, som er vores direkte ane. De følgende år fødte Elen endnu 9 børn, som alle enten var dødfødte eller døde af forgiftet modersmælk inden for deres første leveår. I 1867 lykkedes det dem endelig at få endnu en datter, Constance Elvine, som voksede op, men lykken var kortvarig. Elen døde året efter Constances fødsel. Året efter Elens død fik Stillef en datter, Elise Marie, med pigen Tilla Gunelia Olsdatter. De fik endnu en datter, Stina Olette, 2 år senere, men Stillef var en ulykkelig mand - dagen efter Stinas fødsel begik han selvmord. - Norske kirkebøger og Det norske utvandrersenteret |
|
Märta Birgitta Mickaelsdotter Paulin (Pål Anderssons barnebarn), 1824-1889 (Västerbotten, Sverige)
Märta giftede sig ind i en familie med fornemme aner. Hun blev gift med kirkeværge Per Theodor Winnberg, hvis tip tip tip tip tip tipoldefar var den svenske konge Gustav Wasa Eriksson (1496-1560). Gustavs aner kan følges langt tilbage til flere europæiske kongehuse: I Danmark finder vi Gorm den Gamle (-948) og Thyra og flere af deres efterkommere, bl.a. Harald Blåtand (-987), Svend Tveskæg (-1014), Knud den hellige (-1086), Valdemar den Store (1131-1182) og Valdemar Sejr (1170-1241). Fra det norske kongehus, Olav den Hellige, også kendt som Sankt Olav (995-1030) og hans søn Magnus den Gode (ca.1024-1047). Fra England har vi Alfred den Store (849-899) og hans søn Edward den Ældre (ca. -924), begge konger af Wessex. Derudover er der adskillinge jarler, grever osv. fra bl.a. Frankrig, Tyskland, Østrig og Rusland. - Släkten Winnbergs Krönika af Lars Eric Winnberg. [Enebyberg], 1983. |
"Den 15. juli 1867 var en varm og trykkende sommerdag. Ved 6-tiden om aftenen begyndte det at lyne og tordne, og 3 lyn slog ned i familien Winnbergs præstegård. Vinduer og døre sprang åbne, og Märta og børnene blev slået bevistløse af lufttrykket. Per blev slået omkuld, da han blev ramt i hovedet af et stykke træ. Han var heldigvis kun lettere såret og fik sammen med naboerne reddet hele familien ud gennem et vindue. Inden for en time var gården brændt ned til stenfundamentet, og familien havde mistet alt, hvad de ejede - kun kirkebogen blev reddet."- Carl-Oskar Lundström (fra Pehr Theodor Winnbergs brev til Svenska Missionssällskapets direktion, 20 juli 1867)
Anna Cajsa Danielsdotter, 1823- (Västerbotten, Sverige)
Anna var tosset og epileptisk. Hun var på hospitalet i Härnösand i en længere periode.
Niels Olsen, 1821-1897 (Maribo, Danmark)
Niels Olsen deltog i de Slesvigske krige 1848-1850 - han var som menig tilknyttet 2. Reservebatallion. Den 25. juli 1850 blev han såret i Slaget på Isted Hede og sendt til Fodgarderinfirmeriet i København. 27 år senere blev der (efter ansøgning) uddelt erindringsmedaljer til alle soldater, som deltog i krigen. Medaljerne var ca. 30 mm i diameter og præget i Paris.
"Det blev i 1848 vedtaget at indstifte en medalje for tapperhed i krigen. Den blev præget, men i 1851 blev det besluttet, at de ikke skulle uddeles, og de blev alle omsmeltet. I 1872 ansøgte en komite’ om en erindringsmedalje for deltagelse i krigen. Dette blev vedtaget i 1875, og i februar 1877 blev der uddelt 40.000 eksemplarer af medaljen." - Stensballe Lokalhistoriske Arkiv, Persillekræmmeren, nr. 100 (2014)
Niels Olsen deltog i de Slesvigske krige 1848-1850 - han var som menig tilknyttet 2. Reservebatallion. Den 25. juli 1850 blev han såret i Slaget på Isted Hede og sendt til Fodgarderinfirmeriet i København. 27 år senere blev der (efter ansøgning) uddelt erindringsmedaljer til alle soldater, som deltog i krigen. Medaljerne var ca. 30 mm i diameter og præget i Paris.
"Det blev i 1848 vedtaget at indstifte en medalje for tapperhed i krigen. Den blev præget, men i 1851 blev det besluttet, at de ikke skulle uddeles, og de blev alle omsmeltet. I 1872 ansøgte en komite’ om en erindringsmedalje for deltagelse i krigen. Dette blev vedtaget i 1875, og i februar 1877 blev der uddelt 40.000 eksemplarer af medaljen." - Stensballe Lokalhistoriske Arkiv, Persillekræmmeren, nr. 100 (2014)
Zachris Persson, 1806-1869 & Marta Johansdotter, 1810-1896 (Kronoberg, Sverige)
Det lader til at Zachris og Marta var forbundet, før de overhovedet var født. Zachris bedsteforældre og Martas oldeforældre blev gift i Urshult sogn den 21. september 1750. Det var et lille samfund, og familierne må have kendt hinanden. Zachris var søn af Ingrid Nilsdotter og Pär Gummesson, og Marta var datter af Johan Jonasson og Catharina Carlsdotter. Martas mor døde, da Marta var 10, og Zachris far døde da Zachris var 17 år gammel. Deres overlevende forældre giftede sig med hinanden i 1824, og de to familier flyttede ind sammen. Fem år senere, i 1829, blev Zachris og Marta gift og fik siden 3 børn: Johanna (1829-1900), Johannes (1832-1834), og Catrina (1835-). Alt var dog ikke så godt. Zachris havde problemer med alkohol og igennem de sidste 25 år af hans liv, anførte præsten utallige gange notater angående fuldskab ved Zachris navn i kirkebøgerne. Tyfus brød ud i området i løbet af 1868, og ved 1/4 af alle dødsfaldene, registreret i kirkebogen i de sidste 3 måneder af det år, står der tyfus ved dødsårsagen. Endnu 32 døde af tyfus det følgende år - Zachris var en af dem - og endnu 6 døde, inden udbrudet sluttede i 1870. Marta overlevede og blev 86 år gammel. Hun døde i 1896. |
Zachris var en drukmås,
der døde af tyfus under udbruddet i slutningen af 1860erne. |
James Gallaway, ca. 1795-1838 ~ Ann Pinkerton, 1802-1861 (Northern Ireland & Ontario, Canada)
James Gallaway ankom sammen med familierne Yonge, Hogg og Pinkerton til Canada i begyndelsen af det 19. århundrede. James og hans kone Ann ankom til Quebec omkring 1820, og det følgende år boede familien i Hallowell i Øvre Canada, hvor James var møller. I 1830, ansøgte han om land i King's township - nord for Muddy York, i området der på det tidspunkt blev kaldt Hogg's Hollow. Det har siden ændret navn til York Mills. James ansøgte om land igen i 1837 ved Pinkerton's Corners, fire mile syd og to mile øst for den lille by Cookstown. James og Ann fik tretten børn.
James Gallaway ankom sammen med familierne Yonge, Hogg og Pinkerton til Canada i begyndelsen af det 19. århundrede. James og hans kone Ann ankom til Quebec omkring 1820, og det følgende år boede familien i Hallowell i Øvre Canada, hvor James var møller. I 1830, ansøgte han om land i King's township - nord for Muddy York, i området der på det tidspunkt blev kaldt Hogg's Hollow. Det har siden ændret navn til York Mills. James ansøgte om land igen i 1837 ved Pinkerton's Corners, fire mile syd og to mile øst for den lille by Cookstown. James og Ann fik tretten børn.
"James Gallaway var på et tidspunkt møller i den gamle mølle ved Humber floden. Han havde lært sig hvervet i Irland, før han kom til Canada. Han søgte om og fik stillingen som operator i stenmøllen. Det var ligeledes her, at han døde i foråret 1838 [mere sandsynligt 1843], da møllestenen sprang. Han er begravet på den gamle kirkegård, der hører til kirken på toppen af bakken i York Mills, hvor flere andre af hans pioneer venner også ligger begravet.
Nu springer vi frem i tiden til 1903, hvor historien fortsætter. Samuel Galloway, som på det tidspunkt boede i Creemore, bestemte sig for at besøge sin datter i Toronto. Han tog morgentoget fra Creemore og ankom i god behold hos datteren. Han var 81 år gammel. Efter aftensmaden bad han hende om at tage ham til den gamle mølle ved Humber floden. Der fortalte han, hvordan han og hans mor havde ført et span okser og en slæde med fem sække hvede hele vejen fra gården nær Cookstown til møllen [hvor hans far arbejdede], så det kunne blive malet til mel." - The Bridges of Creemore Mills 1832-1871 af Helen Emmett Blackburn (c1999) og Canadian Illustrated News, Ocktober 5, 1878 |
"Så snart som Ontarios pioneer nybyggere begyndte at bruge Yonge Street - en gennemgang gennem skovene, der var ryddet af guvernør Simcoes kommandotropper - begyndte de at have problemer med at komme op og ned af bakken, der førte ind og ud af kløften skåret gennem landskabet af den vestlige gren af Don River. Ravinen hed på dette tidspunkt Hogg's Hollow. Det var på denne gren af Don, at nogle af områdets tidligste møller blev opført, og det var på grund af disse møller, som lå flere mil nord for Town of York (Torontos navn fra 1793 til 1834) i distriktet York, at den nærliggende bebyggelse fik navnet York Mills." - oversat fra Toronto Sketches 6: The Way We Were, p. 237 by Mike Filey (2000)
Catharina Iwarsdotter, 1793-1890 (Västerbotten, Sverige)
Catharina skal have boet på en bakke højt beliggende i byen Granliden. Hun havde tilnavnet "Krokigfarsmora" [farmor den pukkelryggede]. - Ormsjöboken af Erik Jonsson; og Astrid Larsson
Olof Pålsson, 1792-1865 (Västerbotten, Sverige)
Olof blev pisket for at stjæle. Han stjal igen, og så røg han i fængsel.
Christiane Lovise Kjøbenhavn, 1788-1840 ~ Frederich Christian, ca. 1789-1849 (Præstø, Danmark)
Christiane Lovise og Frederich Christian fik aldrig noget efternavn, da deres forældres identiteter aldrig blev offentliggjort. Hun blev nemlig født på Fødselsstiftelsen i København i 1788 og blev, ligesom mange af de andre nyfødte på Fødselsstiftelsen, noteret i kirkebogen uden efternavn.
"I 1750 blev Fødselsstiftelsen oprettet, og her kunne kvinder føde anonymt og få gratis lægehjælp. Formålet var at undgå drab på nyfødte, og moderen blev lovet anonymitet til "evig tid". Denne regel blev dog ændret i 2007." - Arkivalieronline
Frederich Christian blev højst sandsynligt også født der, men Frederich og Christian var populære drengenavne, da det jo er navnene på mange af Danmarks konger, så der var rigtig mange drenge født på Fødselsstiftelsen in 1789, der blev døbt Frederich Christian. Uden en fødsels- eller dåbsdato er det umuligt at finde vores Frederich Christians aner.
Christiane og Frederich ankom til Herlufmagle sogn i Præstø, før deres søn, Christian Frederichsen, blev født d. 28. februar 1825, og de er begge noteret i kirkebogen uden efternavn. I folketællingen af 1834 har de pludselig fået efternavnet Kiøbenhavn - stedet de kom fra. Christiane blev fortsat kaldt Kjøbenhavn i både folketællingen af 1840, og da hun dør senere samme år. Frederich Christians navn bliver til Frederich Christiansen, en variation af mellemnavnet Christian, i folketællingen af 1840, da hustruen Christiane dør, og da han selv dør i 1849, men det er forsvundet ved folketællingen i 1845, hvor han er optegnet som enkemand.
Christiane Lovise og Frederich Christian fik aldrig noget efternavn, da deres forældres identiteter aldrig blev offentliggjort. Hun blev nemlig født på Fødselsstiftelsen i København i 1788 og blev, ligesom mange af de andre nyfødte på Fødselsstiftelsen, noteret i kirkebogen uden efternavn.
"I 1750 blev Fødselsstiftelsen oprettet, og her kunne kvinder føde anonymt og få gratis lægehjælp. Formålet var at undgå drab på nyfødte, og moderen blev lovet anonymitet til "evig tid". Denne regel blev dog ændret i 2007." - Arkivalieronline
Frederich Christian blev højst sandsynligt også født der, men Frederich og Christian var populære drengenavne, da det jo er navnene på mange af Danmarks konger, så der var rigtig mange drenge født på Fødselsstiftelsen in 1789, der blev døbt Frederich Christian. Uden en fødsels- eller dåbsdato er det umuligt at finde vores Frederich Christians aner.
Christiane og Frederich ankom til Herlufmagle sogn i Præstø, før deres søn, Christian Frederichsen, blev født d. 28. februar 1825, og de er begge noteret i kirkebogen uden efternavn. I folketællingen af 1834 har de pludselig fået efternavnet Kiøbenhavn - stedet de kom fra. Christiane blev fortsat kaldt Kjøbenhavn i både folketællingen af 1840, og da hun dør senere samme år. Frederich Christians navn bliver til Frederich Christiansen, en variation af mellemnavnet Christian, i folketællingen af 1840, da hustruen Christiane dør, og da han selv dør i 1849, men det er forsvundet ved folketællingen i 1845, hvor han er optegnet som enkemand.
Grels Andersson Gröner, 1762-1850 ~ Malin Johansdotter, 1756-1848 (Västerbotten, Sverige)
Den første nybyggeransøgning i Granliden kom i 1794 fra "kronobåtsman" Grels og hans hustru Malin. En "kronobåtsman" var en menig sømand. Ordet "krono" i jobtitlen henviser til militærrangens skatteklasse og ikke "kongelig" tjeneste. Da værnepligten i Sverige først startede i 1812, har Grels været frivillig. Hans soldaternavn var Gröner. - Ormsjöboken by Erik Jonsson |
|
Pär Gummesson, 1757-1823 (Kronoberg, Sverige)
Pär havde det uheldige og yderst upopulære job som salpetersyder i 7 år, fra ca. 1785 til 1792.
"En salpetersjudara [salpetersyder på dansk] indsamlede uringennemvædet jord til hjælp til produktionen af saltpeter. Saltpeter var en hovedingredients i sort pulver (den første slags krudt), som hæren havde brug for siden opfindelsen af skydevåben. Da der var store koncentrationer af saltpeter i jorden under stalde, blev denne jord erklæret kongelig ejendom. Alle bønder (præsterne sikrede at ingen blev glemt) skulle levere deres pålagte kvota til den nærmeste salpetersjudara - det hed saltpeterskat.
For at strømline og bedre kunne kontrollere at al gødningejord blev indsamlet under krigsårene i "Stormaktstiden", rejste særlige salpetersjudara rundt blandt landsbyerne. De havde endda ret til at opbryde staldgulvet, hvis det blev nødvendigt. Desuden skulle de forsynes med mad og logi af bonden under arbejdets forløb. Når de var færdige, måtte bønderne selv indfylde den nye jord og lave nye gulve i staldene. Bønderne brød sig ikke om denne påtvungne skik, som blev gentaget hver 5. år." - translated from FamilySearch.org
Pär havde det uheldige og yderst upopulære job som salpetersyder i 7 år, fra ca. 1785 til 1792.
"En salpetersjudara [salpetersyder på dansk] indsamlede uringennemvædet jord til hjælp til produktionen af saltpeter. Saltpeter var en hovedingredients i sort pulver (den første slags krudt), som hæren havde brug for siden opfindelsen af skydevåben. Da der var store koncentrationer af saltpeter i jorden under stalde, blev denne jord erklæret kongelig ejendom. Alle bønder (præsterne sikrede at ingen blev glemt) skulle levere deres pålagte kvota til den nærmeste salpetersjudara - det hed saltpeterskat.
For at strømline og bedre kunne kontrollere at al gødningejord blev indsamlet under krigsårene i "Stormaktstiden", rejste særlige salpetersjudara rundt blandt landsbyerne. De havde endda ret til at opbryde staldgulvet, hvis det blev nødvendigt. Desuden skulle de forsynes med mad og logi af bonden under arbejdets forløb. Når de var færdige, måtte bønderne selv indfylde den nye jord og lave nye gulve i staldene. Bønderne brød sig ikke om denne påtvungne skik, som blev gentaget hver 5. år." - translated from FamilySearch.org
John Paulle, ca. 1752-1832 ~ Lydia Blacktop, ca. 1752-1820 (Cambridgeshire, England)
Pär Ersson, 1700-1758 (Västerbotten, Sverige)
Pär var deprimeret og begik selvmord omkring midsommerstid 1758. I retsprotokollen fra 1759 står optegnet følgende:
"Politibetjent Johan Edin fortæller, at nybyggeren Pär Ersson i Svanabyn, omkring 60 år gammel, havde været deprimeret i over 1 1/2 år. Det begyndte med en slem hovedpine, som blev værre. Hans familie måtte nogen gange holde øje med ham, indtil han blev sig selv igen. Sønnen, nævning Erik Pärsson beretter, at de lidt før
midsommeraftensdag gik til Lafsjön. Hans far blev træt og sakkede langsomt bagud. Da Erik nåede frem til byen, lagde han mærke til, at hans far var væk. Han gik tilbage for at lede efter ham men fandt ham ikke. Efter at have ledt i flere dage, fandt Erik og hans bror ham på Pärsmässodagen [27. juli] 1/2 mil fra Svanabyn. Han lå med en løkke om halsen imellem et birketræ og en stor sten. Det konkluderedes, at han med løkken om halsen var hoppet ned fra stenen, men rebet var gået i stykker, og han faldt til jorden. Kniven ved hans side tyder på, at han sandsynligvis prøvede at frigøre sig fra løkken. Sønnerne lagde ham i en hjemmelavet kiste, som de midlertidigt begravede, indtil retten kunne bestemme, hvad der skulle gøres. Alle, der blev spurgt, hvordan Pärs liv havde været, fortalte, at han havde levet stille og roligt sammen med både hustru, børn og
naboer. Ingen sagde, at han på nogen måde havde levet anderledes end hvad forventedes af en kristen."
Retten havde svært ved at afgøre, hvordan Pär Erikssons lig skulle håndteres. Skulle han anses som en självspilling og ikke få en kristen begravelse, eller skulle han begraves på sædvanlig vis? Efter overvejelser kom herredsretten frem til, at liget skulle hentes og begraves, dog i stilhed. Retten bestemte også, at Hendrik Andersson og Daniel Salomonsson i Eden, sammen med moderen (Pärs hustru), skulle være Pärs umyndige børns formyndere.
Pärs sønner havde midlertidigt begravet Pär på Storholmen i Tjusjön og ikke inde i skoven, hvor han blev fundet. Denne holm kaldes den dag i dag "død mands holm".
- Dorotea sockens historia, s. 19-21
Pär var deprimeret og begik selvmord omkring midsommerstid 1758. I retsprotokollen fra 1759 står optegnet følgende:
"Politibetjent Johan Edin fortæller, at nybyggeren Pär Ersson i Svanabyn, omkring 60 år gammel, havde været deprimeret i over 1 1/2 år. Det begyndte med en slem hovedpine, som blev værre. Hans familie måtte nogen gange holde øje med ham, indtil han blev sig selv igen. Sønnen, nævning Erik Pärsson beretter, at de lidt før
midsommeraftensdag gik til Lafsjön. Hans far blev træt og sakkede langsomt bagud. Da Erik nåede frem til byen, lagde han mærke til, at hans far var væk. Han gik tilbage for at lede efter ham men fandt ham ikke. Efter at have ledt i flere dage, fandt Erik og hans bror ham på Pärsmässodagen [27. juli] 1/2 mil fra Svanabyn. Han lå med en løkke om halsen imellem et birketræ og en stor sten. Det konkluderedes, at han med løkken om halsen var hoppet ned fra stenen, men rebet var gået i stykker, og han faldt til jorden. Kniven ved hans side tyder på, at han sandsynligvis prøvede at frigøre sig fra løkken. Sønnerne lagde ham i en hjemmelavet kiste, som de midlertidigt begravede, indtil retten kunne bestemme, hvad der skulle gøres. Alle, der blev spurgt, hvordan Pärs liv havde været, fortalte, at han havde levet stille og roligt sammen med både hustru, børn og
naboer. Ingen sagde, at han på nogen måde havde levet anderledes end hvad forventedes af en kristen."
Retten havde svært ved at afgøre, hvordan Pär Erikssons lig skulle håndteres. Skulle han anses som en självspilling og ikke få en kristen begravelse, eller skulle han begraves på sædvanlig vis? Efter overvejelser kom herredsretten frem til, at liget skulle hentes og begraves, dog i stilhed. Retten bestemte også, at Hendrik Andersson og Daniel Salomonsson i Eden, sammen med moderen (Pärs hustru), skulle være Pärs umyndige børns formyndere.
Pärs sønner havde midlertidigt begravet Pär på Storholmen i Tjusjön og ikke inde i skoven, hvor han blev fundet. Denne holm kaldes den dag i dag "død mands holm".
- Dorotea sockens historia, s. 19-21
Johan Olofsson Nyberg, 1688- ~ Anna Jönsdatter, 1690- (Jämtland og Västerbotten, Sverige)
Johan Olofsson var soldat ved Jämtlands kavaleri - hans soldaternavn var Nyberg. I 1728 ansøgte han om afskedigelse fra militæret. Han haltede pga. et tidligere knoglebrud, så han havde svært ved at marchere. I 1732 slog han sig sammen med hustruen Anna og deres børn ned på lappen Mårten Olofssons skatteland. De valgte et stykke land ude ved Gamgårdsviken ved Ormbäckens udløb i Ormsjön. Et lapskatteland var et stykke jord ejet af en lap. Johan begyndte at kultivere jorden, og da han og grundejeren Mårten kom op og toppes blev sagen bragt til tinge i 1733. Johan var på det tidspunkt allerede godt i gang med at bygge fire huse, så tinget accepterede Johan som nybygger i Ormsjö og lod ham blive der, selvom det i virkeligheden var Mårten, der ejede jorden. Johan og Anna blev således de første nybyggere i Ormsjö. De fik sandsynligvis 10 års skattefrihed, som var normalt på det tidspunkt. Først ved tinget i 1745 krævede kirkeværgen tiendeafgift (skat) for året 1743 og fremefter. Johan var af finsk afstamning og havde det vist lidt svært med at enes med lapperne. Han blev anholdt nogle gange: Først for druk på markedet i Åsele, og dernæst da han smed en lap ud af sit hus. - Ormsjödalens Ekonomiska Förening (under Byns historia, Nybyggarna) |
|
Sara Nilsdotter, 1624-1709 (Västernorrland, Sverige)
Sara døde nogle uger efter sin 85 års fødselsdag. Hun havde været en hæderlig/retskaffen kvinde. Hun blev begravet på kirkegården i sin døde mands grav.
Per Olofsson, 1565 (Västernorrland, Sverige)
Per var en rig kirkeværge.
Anders, 1400-tallet (Västernorrland, Sverige)
Den allerførste Anders vi kan finde i vores stamtræ - efternavn ukendt. Han var bonde på gården Nedansjö 2 i Stöde församling i Västernorrlands län i 1450. Han gav sin søn navnet Anders Andersson. |
Anders fra Stöde
|